Jeg fandt mig selv tilbage i Emporia for andet år i træk. Sidste år sikrede jeg mig deltagelse via DirtyKanza’s gravel camp, der automatisk giver entry til det stærkt eftertragtede løb. Efter at være udsolgt på under tre minutter i 2017 var der i år indført et lotteri for adgang til de 2.700 pladser (fordelt på 25, 50, 100 og 200 miles). Jeg var heldig og få adgang vi lotteriet. Efter et meget hårdt sidste forberedelses løb ved Almanzo’s Royal, to uger inden, hvor jeg var helt flad efter de 157 miles, følte jeg mig ikke helt klar fysisk, men jeg var super motiveret og indstillet på at et godt løb. DirtyKanza har vokset sig stort, det er nu 13. år og den lille by midt på prærien er fyldt til bristepunktet den forlængede weekend. Jeg ankom Fredag morgen, mere eller mindre direkte efter een uge i København, landede torsdag aften i Kansas City, overnattede ved venner lidt uden for Kansas City og var i Emporia sidst på formiddagen. Registrering og expo foregår hele fredagen og det er altid et dejligt gensyn at se sin gravel family, der vokser efter hvert event. Fredag kl 16:00 var der desuden start for det nye tiltag; DKXL, special invite løb på 350 miles, selfsupported, 34 deltagere (det oprindelige antal deltagere i ved det første DK i 2005), alle erfarne gravel riders. Kun 17 gennemførte, hvad der vidste sig at blive et meget hårdt løb pga en kraftig storm natten over.
DirtyKanza afvikles midt på den Amerikanske prærie i The Flint Hills, tidligere hjemsted for Kanza Nation. Flint Hills har ca. 85% af verdens tilbageblevne Tall Grass Praire og er et af verdens bedste græsnings områder, kvæg bringes hertil fra hele verden. Mere en 96% af ruten forgår på gravel, primært på “B-maintenance roads”, dvs. ikke vedligeholdte, og der er ud over de tre byer, hvor der er stop, meget tyndt befolket – bortset fra kvæg og diverse olie pump-jacks. Løbet er 100% selfsupported. Der er en ingen løbssupport, der er adgang til enten en købt dropbox tre gange på ruten, eller dit medbragte support team (SAG). Der må ikke modtages hjælp andre steder, bortset fra private der yder support til alle deltagere på lige fod. Jeg havde sikret mig adgang til District Bicycles (hjemsted for LandRun) SAG team, der i år havde ledig kapacitet efter flere af deres normale riders kørte DKXL (Gabbie Shelton, Bobby Wintle, Crystal Wintle, Seth Wood og Yuri Hauswald).
Min sæson for 2018 har ikke givet mig samme forberedelse som sidste år. Godt nok har skiftede jeg base fra Chicago til FLorida så har kunne køre udendørs hele vinteren, men jeg er også langt væk fra de gode gravelløb i MidWest og har haft hyppige rejser til Danmark hver 3-5. uge siden efteråret. Alt i alt så var jeg ikke så klar som jeg havde håbet på og drømmen om at “race the sun” (RTS), inden solnedgang kl 20:43 vidste jeg hang i en tynd tråd. Sidste år var jeg kun 34 minutter fra den tid, men der var min fokus, at komme ind inden midnat.
Starten blev udsat 30 min. grundet en kraftig storm med lyn og regn der var på vej ind over Emporia. Vi startede i tørvejr. Min start gik godt. Jeg holdt mit cutoff for RTS ved 1. checkpoint til trods en del snask på grusset de første par timer, regnen minimerede også en del støv. Stop nummer eet gik fint, ren kæde, fyldte flasker, camelbag på ryggen og afsted igen. Så kom vinden, på leg 2 fik vi kraftig sidevind og lidt modvind til sidst. Det blæser i Kansas, sådan er det bare, men vejr systemet vendte sig som forudsagt fra Nordøst til Nord i løbet af dagen. Varmen kom, og en privat lemonade stand ved ca. 90 miles var velkommen, een flaske med kold lemondade og een med isvand var guld – jeg var ved at løb tør til trods for fire flasker og 1.5L vand på ryggen. Jeg kom til stop to ca. 20. min efter min RTS tid og jeg vidste der, at det ikke skulle være denne dag at jeg kunne slå solen. Leg tre er det sværeste, det længste, det varmeste og har de fleste højdemeter. 58 miles til stop 3. Jeg tog min tid, temperaturen sneg sig på på 38 grader, der var direkte modvind med ca. 30mph det meste af vejen, og det blev til to-tre skygge stop for at køle ned. Eet af dem med en kort lur, jeg ved jeg var væk et øjeblik da jeg havde en kort drøm (har glemt om hvad), det blev til 14. min. af cyklen. Efter knap 30 miles var der et grimt styrt lige foran mig. En pige faldt hårdt, slog sin albue, hånd og ben til blods – og en rytter kunne ikke undgå at køre over hendes ankel. Vi var et par stykker der havde god tid og blev ved hende, fik hende på cyklen igen til trods for, at hun ikke kunne støtte på hendes fod. “This is not my first rodeo, Im fine” var hendes kommentar, Mary Isaac, du er badass, Mary kom i mål ca. 30 min. efter mig.
Jeg rullede ind til sidste stop til dejligt gensyn med District’s crew, kæde renset, gear justeret, flasker fyldt, is i min camelbag og afsted igen. Borset fra nogle sektioner på ca. fem miles ca. 15 miles fra mål er leg fire den mindst udfordrende. Vinden var ved at lægge sig i kraft med at solen gik ned og jeg så frem til, at nå Salsa’s Chase the Chaise lounge et hemmeligt sted på den sidste strækning. Efter 175 miles var de der, midt på prærien med deres geniale photoshoot, fik high five af Mike og Zach (Salsa) og kun 30 miles til mål. De sidste 15-20 miles kan man (efter det er blevet mørkt) se lyskeglerne fra en kæmpe projektør i målzonen og det er en sand fornøjelse at komme i mål. Der er flere tusinde menesker i målzonen og der gives high fives de sidste 100 meter, masser af cowbells og god stemning.
Desværre var min store helt, Jens Voigt, der uden min viden var til start, længe taget hjem. Det kunne have været fedt med en selfie – der må findes en anden lejlighed til det. “@thejensie” kom i mål i tiden 13:38 som nummer 93. Løbet havde desuden et andet dansk snit, Søren Nissen, professionel MTB’er med base i Luxemborg, lå nummer eet ved stop to, men ved et dårligt sidste skift i stop tre der tog 8-9 min., måtte han se føregruppen køre ud uden ham og hand endte som nummer 41.
Alt ialt endnu en god oplevelse og en hård dag, hvor jeg havde tid til at nyde den fantastiske natur i Flint Hills og den helt unikke stemning for det mest prestige fyldte gravel event i Verden.
Nutrition
Det var en varm dag og jeg havde brug for alt den væske jeg kunne få.
Jeg brugte Tailwind som min primære næring. Tailwind et forholdsvis nyt produkt markedsføres som drikken, der kan være komplet nutrition over flere dage, uden behov for gels, barer eller andet. Jeg må sige det virker! På de 17 timer brugte jeg 13 flasker Tailwind og knap lige så meget vand, jeg var ikke sulten da jeg kom i mål, ej heller craving næste morgen. Derudover tog jeg to stk GU BCAA (aminosyrer) og een GU elektrolyte tab hver time de første 13 timer. Ialt een pose Powerbar gums og ca. seks gange GU Rocktane gel fra min softflask. Ved målzonen fik jeg GU recovery drik – og her een uge efter kan jeg konstatere at jeg ikke har haft dage med ømme muskler mv.
Setup
Salsa Cutthroat med 29×2.1 Vittoria Mezcal tubeless. Dobbelt styrbånd. Silca rollbag seatbag med to stk latex 29″ slanger. Salsa toptube feedbag. To stk. OveJaNegra Chuckbuckets. Orfos Flarepro LED lys og Pezl hjelm lampe. Garmin 820 med Anker powerbank backup. GoPro Cube. Fem flaskeholdere, brugt med ialt fire flasker. 1.5L Camelbag for leg to og 3L Camelbag for leg tre og fire. Mit standard backup tool kit (see min LandRun racereport for detaljer). Specialized Recon sko (sdp), Rapha brevet bibs, Rapha baselayer, District Biclyes (Garneao) Jeysey. Pearl Izumi road handsker.
Gik godt
Nutrition, chammy brug (stort set ingen sår).
Forbedringer
Jeg havde efter et hårdt Almanzo på min Salda Warbird valgt min Salsa Cutthroat som weapon of choice, da jeg ved jeg det er mit mest comfortable setup. Lidt et luksus problem, jeg fortryder ikke mit valg, Cutthroaten fungerede godt (som altid), men warbirden havde nok været hurtigere.
Mit lys; eet LED Flarepro og en headlamp, var lige på grænsen til at være nok. Min baglygte løb tør, da jeg ikke fik sat den på blink. Der var flere vandpassager, min fødder var rynkede og præget af vand da jeg kom i mål, skulle måske have brugt uld sokker eller have skiftet sokker ved stop 3. Min Garmin fungerede godt indtil 160 miles, så mistede den gentagene gange satelit forbindelsen, jeg manglede ca. fem miles i mål og min navigation var on-off de sidste 25 miles. Tid til ny model eller endnu en ombytning (3. på 1,5 år)